Anmeldelse: Bulova 96A102

Bulova 96A102

Bulova 96A102 er en moderne reproduktion af et af mærkets militærure fra 40´erne. Bulova betegner uret som en “commermorative” model, altså en hyldest til mærkets historie. Designet er meget tro mod de oprindelige linier og personligt synes jeg, at Bulova har ramt plet i forhold til at finde balancen mellem det moderne og det retro. Uret kan erhverves for omkring 750,- hvilket jeg synes er en rigtig fin pris. I denne anmeldelse skal vi se, hvad Bulova 96A102 har at byde på.

Æsken Bulova 96A102 kommer i, er ikke noget at skrive hjem om, men til prisen ville det også være et dumt sted at lægge pengene. Det virker derimod til, at Bulova har fokuseret på det centrale nemlig uret. Det er svært at pege på præcist, hvor Bulova har sparet, for 96A102 virker virkelig som et gennemarbejdet ur.

Et sted der ofte spares på ure i denne prisklasse, er på remmen. Det er dog ikke tilfældet her. Remmen der følger med uret er en rigtig lækker en af slagsen. Det er en army-grøn tekstilrem, der er beklædt med blødt læder på indersiden. Det er en meget bekvem rem at bære, og læderet føles dejligt blødt.

Bulova 96A102

Komforten er bestemt godkendt og jeg synes, at remmen klæder uret rigtig fint. Efter daglig brug får tekstil overfladen ret hurtigt et lidt slidt look ligesom et par jeans, hvilket går fint i spænd med militær looket. Jeg har også ofte haft en grøn nato-rem på uret, som også gør det rigtig godt og understreger urets historie. På nedenstående billede kan du se et wristshot med Nato-remmen på.Uret kan tage remme op til 20 mm, så der er rig mulighed for at eksperimentere.

Et sted hvor man kunne mene der var sparet er glasset. Bulova har valgt et gammeldags buet akrylglas. Det er, som de fremgår af billederne, meget mere modtageligt overfor ridser end safirglas, men det har til gengæld en helt anden glød, der giver lidt mere liv til det æstetiske udtryk. Eftersom det er en reproduktion af en gammel model, tror jeg at valget er taget af æstetiske grunde. Ure i den periode originalen er fra, blev produceret med akrylglas og derfor giver det god mening, at holde fast i den tradition.

Bulova 96A102
Bulova 96A102 med grøn NATO-rem.

Det er som nævnt ikke særlig ridsefast og i direkte sollys kan reflektionerne genere, men udseendet er spot on og akrylglasset bidrager til det vintage feel som uret har. Derudover er det nok de færreste, der vil benytte dette ur som et toolwatch eller en beater, så ridser er en mindre bekymring ihvertfald hos mig.

Selve kassen på Bulova 96A102er udført i standblæst rustfritstål. Det giver en mat finish som man også ville finde på ure fra den tid. Det er det helt rigtige valg til dette ur, og er i god tråd med det rå udtryk som uret har. Kassen virker solid og selvom det næppe er det fineste stål der er benyttet, har jeg ikke haft nogen problemer med at den samler ridser.

Skiven og viserne er det der springer i øjnene, når man betragter dette ur. Skiven er matsort, mens tallene er lysegrønne, viserne er cremehvide. 24-timer indexet og det lille sub register til sekunderne er hvide. Det hele spiller rigtig godt sammen og læsbarheden er helt i top. De store tal gør det utroligt nemt at aflæse tiden og deres farve klæder den matte skive perfekt.

Viserne fortjener også et par ord med på vejen. De er stylet med klare hints til Art Deco perioden som var dominerende i 40´erne, hvor uret oprindelig blev fremstillet. Sammen med de store tal giver det uret personlighed og fremhæver det om håndledet. Den matte kasse og remmen gør ikke så meget væsen af sig, så det er tiltrængt med lidt blikfang. Som sagt spiller det hele rigtig fint sammen, og æstetisk er der efter min mening tale om et meget balanceret design.

Bulova 96A102

Inden jeg runder af, skal vi lige omkring værket. Der er tale om et quartz værk fra Miyota og der er som sådan ikke så meget at berette. Det er et meget brugt værk i denne prisklasse og det går bare der ud af. Det holder tiden inden for +/- et sekund om dagen. Intet at udsætte her.

Bulova 96A102

Bulova 96A102 gør mange ting rigtigt, og til prisen kan jeg ikke finde noget at pege fingre af. Det er selvfølgelig ikke et mekanisk værk, hvilket er ærgerligt, men så havde prisen også været en anden. Jeg har købt uret fordi jeg faldt for udseendet og ikke på grund af værket. Bulova 96A102 er et fedt dagligdags ur og militærlooket fylder et hul min samling. Selvom et ikke er et ur, der kommer på hver dag, er jeg meget glad for at have det i min samling. Til prisen på 750,- inklusiv fragt fra Amazon, går man ikke galt i byen, hvis designet taler til én.

Jeg købte uret på Amazon, hvor det er et par hundrede kroner billigere end i Danmark selv med fragt. Du kan købe uret for 680,- her

Hvad synes du om designet – har Bulova ramt plet med denne model? Del din mening i kommentarfeltet nedenunder.

Hej, mit navn er Morten! Jeg har startet uretiltiden.dk for at få afløb for min interesse for mekaniske ure, der har varet i mange år efterhånden. Det er fedt at kunne dele min interesse og erfaringer med andre ligesindede, og forhåbentlig få nye interesserede med på vognen.

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort.