Anmeldelse: LINDENÆS Watch Winder

Watch winder fra LINDENÆS

Det er igen blevet tid til en anmeldelse af et produkt fra LINDENÆS of Denmark. Denne gang er det en watch winder, der skal testes. Tidligere har jeg lavet en anmeldelse af en urkasse fra mærket, den kan du læse her.

Det er forhandleren af LINDENÆS of Denmark, Luxbox.dk der har været så venlige at stille en watch winder til rådighed. De har et stort udvalg af urkasser og watch windere, som er værd at tjekke ud.

Hvad er en watch winder?

Watch windere er maskiner der holder dine automatiske ure i gang, når du ikke bruger dem. Det er smart, hvis du har flere ure, du ofte skifter imellem. Når urene sidder i watch winderen bliver de trukket op og er klar til brug, uden du behøver at indstille tid og dato.

Watch winderen fra LINDENÆS

Den anmeldte watch winder har plads til to ure, men fås også med plads til fire. Desuden vil de kunne købes i hvid. Det anmeldte eksemplar er i sort højglans lak (pianolak). Lakken er flot og har en lækker glans. Et minus er at de lakerede overfalder samler fingeraftryk, men det er til at leve med.

Der er kig til urene gennem akrylglasset på fronten. Det er ganske dekorativt at kunne se sine lækre ure snurre rundt i winderen. Urene kommer faktisk mere til deres ret end i en urkasse.

Watch winder fra LINDENÆS

Jeg var ikke overbevist om designet ud fra billederne på nettet, men watch winderen vinder ved et rigtigt eftersyn. Lakken tager sig flottere ud og det overordnede indtryk er bedre. Personligt synes jeg den ser godt ud på hylden ved siden af min urkasse.

Kvalitetsindtryk

Byggekvaliteten af winderen er glimrende. Den er tung og solid når man løfter den og giver et robust indtryk. Lakken er som sagt flot udført og akrylfronten giver et fedt udseende. Akrylglasset er et buet stykke glas, hvilket giver et elegant look.

Der er et punkt, der ikke lever op til det robuste indtryk. Det er motorens lyd. Det er selvfølgelig en mindre ting, men lidt ærgerligt de øvrige kvaliteter taget i betragtning. Lyden er “raslende” som om motoren ikke helt magter opgaven. Det er ikke fordi lyden er høj, den er bare ikke særlig forsikrende.

Watch winder fra LINDENÆS

Inden i winderen hvor urene sidder, er interiøret betrukket med PU læder. Det er lækkert udført og finishen er fin. Puderne er ligeledes af PU læder og kan justeres i størrelse. Puderne er 30 mm brede, hvilket giver plads til to ure af hver cirka 45 mm.

Winderen i daglig brug

Watch winderen er nem at bruge. Man tilslutter strømstikket, fastgør urene på drejeskiven, vælger program og tænder. Det er lige til. Der er også mulighed for at sætte batterier i winderen, hvis den ikke skal så i nærheden af en stikkontakt. Det er også fedt ikke at skulle se på ledningen, hvis winderen står fremme.  Der er fire programmer at vælge imellem:

  • Rotation med uret i 2 minutter, derefter 6 minutters pause før gentagelse.
  • Rotation mod uret i 2 minutter, derefter 6 minutters pause før gentagelse.
  • Rotation med og mod uret i 2 minutter, derefter 6 minutters pause før gentagelse.
  • Rotation 5 minutter med uret, derefter rotation 5 minutter mod uret. Gentages i 3 timer med efterfølgende 9 timers pause.

Jeg har valgt det sidste program, da jeg gerne vil have winderen slukket om natten. Den kører i timerne mellem 20 og 23, holder pause indtil 08 om morgenen og kører derefter tre timer, hvor jeg alligevel ikke er hjemme. Det giver en længere pause end seks minutters intervallerne, hvilket er godt for værkerne.

Hvilket program du skal vælge afhænger af dit ur. Det plejer at fremgå af manualen, ellers er google din ven. Hvis du er i tvivl kan prøve dig frem eller vælge et program, der roterer begge veje.

Alle fire programmer har et TPD på 3240. TPD står for “Turns per Day”, altså antal rotationer per dag. Der er ingen mulighed for at justere TPD på winderen, hvilket jeg gerne havde set. Det er dog en feature man oftest finder i dyrere produkter. De fleste ure har overwind beskyttelse, så man ødelægger ikke værkerne, men der er ingen grund til at slide mere på værket end nødvendigt.

Et TPD på 3240 er ret højt. Omega anbefaler for eksempel kun mellem 540 og 910 for deres værker. Jeg foretrækker et lavere TPD, men eftersom de fleste ure har overwind beskyttelse kan jeg godt forstå valget, når nu der ikke er mulighed for selv at justere TPD på winderen.

Konklusion

En watch winder er utrolig bekvem. Når først man er vant til, at ens ure altid er klar til brug, er der ingen vej tilbage. Hvis du ofte skifter mellem dine ure, bør du overveje muligheden.

Watch winder fra LINDENÆSWatch winderen fra LINDENÆS er et godt bud. Til prisen på 1299,- er kvaliteten bestemt godkendt dog med enkelte bemærkninger mht. TPD og motorlyden. Winderen har et fedt, moderne design der vil passe ind i de fleste indretninger. Samtidig er det en glimrende måde at fremvise sine ure på. Watch winderen kan købes hos luxbox.dk her, hvor man også finder den hvide udgave og med plads til fire ure.

Hej, mit navn er Morten! Jeg har startet uretiltiden.dk for at få afløb for min interesse for mekaniske ure, der har varet i mange år efterhånden. Det er fedt at kunne dele min interesse og erfaringer med andre ligesindede, og forhåbentlig få nye interesserede med på vognen.

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.