9 Kommentarer

Mekaniske ure eller Quarts?

Jeg bliver ofte spurgt af venner og bekendte samt nye interesserede inden for denne hobby, hvorfor mekaniske ure er så meget mere interessante end de batteridrevne ditto. Det virker jo objektivt set også fjollet, de mekaniske ure er som oftest langt dyrere, de er mindre nøjagtige, de skal trækkes op og så kræver de oftere service, hvilket i nogle tilfælde kan være en bekostelig affære. Så hvad er egentlig deres berettigelse? Det vil jeg forsøge at give mit bud på i dette indlæg.

Fascinationen af mekanik

patek philippe urværk
Mekanik eller kunst? Mekanisk urværk af allerhøjeste klasse fra Patek Philippe.

Det første jeg kommer til at tænke på, når jeg skal besvare spørgsmålet om, hvorfor mekaniske ure er federe, er fascinationen af mekanik. I en verden præget af så meget digital teknologi, er der noget specielt over det analoge og mekaniske. Min iPhone kan vise tiden mere præcist og fortælle mig, hvad klokken er i alle tænkelige tidszoner, desuden har den både stopur og alarm, men alligevel foretrækker jeg mit mekaniske armbåndsur. Det er muligvis en mande-ting, men der er altså noget imponerende ved at få hundredevis af dele og tandhjul til at spille sammen og gå præcist nok til, at det kan benyttes til at måle tiden med. Selv i et simpelt mekanisk ur uden andre funktioner end tid og dato indgår der nemt over 100 dele. Ser man på de fineste værker på markedet, indgår der sagtens over 500 dele. Det er fascinerende og overvældende at tænke på, hvordan sådanne komplicerede værker er konstrueret. Læg dertil, at det hele kan rummes i en 40 mm kasse om mit håndled.

Historien bag de mekaniske værker

Udover fascinationen af mekanik synes jeg, at historien bag de enkelte mærker er langt mere interessant hos producenterne af mekaniske ure end de ofte anonyme quartz mærker. Mange af de store mærker, har en rig og spænende historie bag sig. Selvfølgelig er der gået meget reklame og story telling i producenternes reklamer, men ser man bort fra det, kan man ikke benægte, at mange af de store firmaer bærer på en stor arv og fine traditioner for kvalitet og godt håndværk. Disse historier og traditioner finder man ikke hos producenterne af batteridrevne ure, da deres historie simpelthen ikke går længere tilbage end til quartz-urets opfindelse. Og ja, jeg ved godt der findes enkelte undtagelser, men overordnet set giver de gamle ur-producenter bare en følelse af autenticitet, som de nye ikke kan matche.

Kvaliteten af de mekaniske ure

Dernæst er kvaliteten på de mekaniske ure i 99% af tilfældene bare bedre. Anser man sine ure for en hobby, er det alt andet lige mere interessant at beskæftige sig med armbåndsure, hvor der virkelig er kælet for alle detaljerne. Den ekstra bearbejdning koster selvfølgelig, men som med alt andet får man hvad man betaler for. Hvis man ønsker at bruge urene til at underbygge sin stil, er der altså heller ikke noget, der slår et veldesignet ur i gode materialer. Man kan naturligvis finde billige ure, der mere eller mindre har kopieret designet fra de store producenter, men udførelsen og materialerne halter gevaldigt. Det er måske kun folk, der ved hvad de skal se efter, der kan genkende et fedt ur frem for et billigt et af slagsen, men det rette ur til det rette outfit løfter altså det hele til et lidt højere niveau.

Urets sjæl

Afrundingsvis vil jeg tale lidt om urets sjæl. Selvom urene er lavet i metaller som stål og guld, er der altså noget levende og organisk ved dem. Modsat quartz-urene tikker der inde i de mekaniske ure, et rigtigt urværk. Man kan høre de små tik, når man lægger øret til og viseren glider rundt på skiven på de mekaniske ure. Quartz-urene er helt lydløse og viseren bevæger sig i afmålte ryk, så man får fornemmelsen af, at man har med en robot at gøre. Hvis det mekaniske ur har ligget stille et stykke tid, kommer det til live, når man tager det om armen, der skal ikke megen bevægelse til, før det igen vågner og tikker. Quartz-uret derimod tikker altid, hviler aldrig. Selvom det kan lyde åndsvagt, minder det mekaniske ure langt mere om en levende organisme med sjæl og personlighed.

Det var mit bud på, hvorfor de mekaniske ure stadig har deres berettigelse i dag, hvor både quarts-ure og mobil telefoner langt overgår dem i præcision og pris. Hvorfor foretrækker du de mekaniske maskiner frem for quarts-urene? Del din mening i kommentarfeltet nedenunder.

Hej, mit navn er Morten! Jeg har startet uretiltiden.dk for at få afløb for min interesse for mekaniske ure, der har varet i mange år efterhånden. Det er fedt at kunne dele min interesse og erfaringer med andre ligesindede, og forhåbentlig få nye interesserede med på vognen.

9 Kommentarer

  1. Hej.
    Jeg har altid været fascineret af ure, til trods for, at jeg sjældent bærer et.

    Nu overvejer jeg kraftigt at anskaffe mig et mekanisk Breiling ur til (for mig) et højt beløb. Jeg har erfaret, at et sådant ur skal til service efter en periode.
    Nu til spørgsmålet:
    Når jeg som sagt sjældent går med ur – kun til fester og lignende – kan jeg så med fordel undlade at trække/bevæge uret, når jeg ikke går med det?

    Tænker, at det vil mindske slitage og udskyde en evt. service.

    Mvh. John

    1. Hej John,

      Beklager det sene svar – jeg håber, at du stadig kan bruge det.

      Uret kan sagtens kun trækkes op, når du vælger at bruge det, og det vil mindske slitagen på dele af uret. Dog er det vigtigt at pointere at det ikke er godt at lade et ur ligge for længe ubrugt, da olierne kan størkne. Så hvis der går længe mellem uret skal bruges, kan du med fordel trække det op måske et par gange om måneden.

      Du er selvfølgelig altid velkommen til at stille yderligere spørgsmål.

      Mvh. Morten

  2. Hej Morten, det er altså ikke kun mænd, der kan fasineres af at kigge på mekanikken i et ur. Og endnu en ting omkring hvad der er fedt ved et mekanisk ur: det producerer ikke batteriaffald, og er dermed miljøvenligt. Ellers tak for alle informationerne på din side 🙂

  3. Hej Morten,

    Allerførst tak for en god side med mange informationer. Det er også rart, at det ikke antages, at alle har 40k+ DKK at sætte i et ur.

    Jeg står overfor snart at skulle have et nyt ur. Jeg har nok altid været fascineret af ure, men har tidligere kun haft div. quartz og et pulsur.
    Jeg kunne godt tænke mig et Longines HydroConquest Automatic , da det har fået gode anmeldelser div. steder.
    En ting jeg ikke rigtig har kunnet finde noget om, er service af urene.
    Jeg har set, at det kan koste 3000 – 5000 for et Rolex eller Omega, men hvad med de ure du har anmeldt til 1500,- eller det omtalte Longines? Det giver for mig ikke mening at skulle bruge så mange penge med et interval på 5 – 7 år, og det oven i købet per ur man ejer.
    Hvad gør du med service af dine ure i den lave ende af prisskalaen?

    På forhånd tak
    Mvh. Sten

    1. Hej Sten

      Tak for din kommentar. Jeg er glad for, at du får noget ud af siden.
      Longines HydroConquest har jeg aldrig prøvet, men kun hørt gode ting om.

      Servicepriserne på et sådant ur vil være væsentligt lavere end på for eksempel Rolex og Omega. Værket i HydroConquest er baseret på et standard ETA, som alle urmagere kan reparere, hvilket holder prisen nede. Jeg tør ikke give en konkret pris på service af et HydroConquest, da det afhænger af hvad der skal laves og urmageren, men jeg vil tro det kan klares i omegen af 1000 kroner +/-.

      Mine egne ure i den billige ende har alle Seiko værker. Det er meget enkle og robuste værker, så for mig giver det ikke mening at servicere dem, så længe de holder tiden. De får med andre ord lov til at køre så længe de kan, hvilket ikke sjældent er 10 til 20 år.

      Om jeg ville gøre det med et HydroConquest? Jeg ville bruge det uden at tænke for meget på service og så sende det til urmageren, hvis der skulle opstå problemer. På et helt nyt ur ville jeg nok vente 10 år, hvis ellers det går som det skal.

      Jeg håber det var brugbart. Der er meget delte meninger om serviceintervaller, men i de lavere prisklasser, synes jeg ikke man skal overdrive det.

      Vh,
      Morten Egholt Madsen/ Ure Til Tiden.

      1. Ps. Hvis du har tænkt dig at dykke eller svømme med uret, bør du få det trykprøvet en gang om året. Det sikre dig at uret stadigvæk er vandtæt. En sådan test koster 2-300 kroner.

      2. Hej Morten,

        Da jeg ledte efter anmeldelser og generelle erfaringer med HydroConquest uret faldt jeg over denne tråd:
        http://urdebatten.dk/showthread.php?tid=80682&highlight=longines
        Noget kunne tyde på, at det snart er slut for de frie urmagere med rep af Swtach Group produkter.
        Jeg har derfor kigget efter alternativer, og i den forbindelse kan jeg ikke helt blive klog på, om et Seiko kinetic er et mekanisk ur eller et Quartz eller en form for bastard. Hvad er din holdning til Kinetic urene?

        Pft. Sten

        1. Hej igen

          Undskyld det sene svar. Jeg har godt læst om, at det snart var slut med dele fra Swatch. Der går dog nok en del år, før det bliver et reelt problem, og til den tid har jeg en formodning om, at der er kommet alternativer på banen. Men hvis man står og skal investere i et ur i dag, er det da helt klart noget man skal overveje.

          De japanske producenter er bestemt et godt alternativ. Kinetic urene som du nævner, har jeg aldrig prøvet, så hvordan byggekvaliteten mv. er, ved jeg ikke, men mon ikke det er i orden, når det kommer fra Seiko.

          Angående Kinetic-værkerne, er det lidt en mellemting som du er inde på. Selve værket er et quartzværk som vi kender det, men i stedet for et batteri, drives det af en rotor ligesom et mekanisk ur. Dermed lades det op, når man bærer det og man slipper for at skulle skifte batteri. I forhold til service vil jeg mene, at det kun er en my mere kompliceret end et almindeligt quartzværk, så det burde være rimeligt smertefrit.

          Vh,
          Morten Egholt Madsen / Ure Til Tiden.

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.