5 Kommentarer

Min personlige ur-samling

Rejseetui til ure

Et par læsere har spurgt til hvordan min personlige ur-samling ser ud. Jeg vil naturligvis gerne dele min samling med jer, så her kommer en beskrivelse af de ure, der ligger i urkassen lige nu.

Rejseetui til ure
Et lille udpluk af samlingen.

Jeg vil begynde med en af klassikerne i min ur-samling, Omega Speedmaster. Dette er et af de mange limited editions som Omega har lavet af Speedmasteren, deres mest ikoniske model. Modellen er den såkaldte “Schumacher Edition”, der kommer i en række forskellige skive konfigurationer. Min er med panda skive.

Omega Schumacher Limited Edition Ref. 3559.32.00
Omega Schumacher Limited Edition Ref. 3559.32.00

Denne model adskiller sig fra den “rigtige” Speedmaster ved at være med automatisk værk samt have datofunktion. Begge dele er ting jeg synes er meget praktiske i hverdagen og som har afholdt mig fra at anskaffe mig originalen. Samtidig er skiven virkelig smuk, meget mere levende end den gængse Speedmaster. Denne version ses ligeledes heller ikke om håndledet på enhver urtosse. Det var dog den fantastiske panda skive, der gjorde at jeg måtte have lige netop denne model i min samling.

Det næste ur jeg vil vise fra min ur-samling, er et lidt mere jordnært Seiko SNZH53. Jeg har en ting med veludførte blå skiver og denne fra Seiko er netop det. Derudover er jeg vild med det buede glas over kransen, der virkelig får uret til at skille sig ud fra mængden af dykkerure.

Seiko SNZH53
Seiko SNZH53

Jeg har anmeldt uret tidligere her på siden, så jeg vil ikke sige så meget mere her. Du kan finde anmeldelsen her, hvis du vil læse mere. Uret får desværre ikke så meget tid på armen, men den flotte skive og krans gør at jeg ikke kan skille mig af med det.

Det næste ur jeg vil fremhæve er ligeledes en dykker med blå skive. Dog i en lidt anden klasse, nemlig mit Omega Seamaster ref. 2255.80.00. Modellen kaldes “electric blue” på grund af den flotte skive.

Omega Seamaster ref 2255.80.00 "Electric Blue"
Omega Seamaster ref 2255.80.00 “Electric Blue”.

Modellen er fra samme serie som det klassiske 2254.50, den eneste forskel er skiven og kransen. Jeg valgte denne model på grund af min kærlighed til blå skiver og denne er en af de flotteste jeg har set. Jeg er også helt vild med de såkaldte “sword hands”, som man finder på 22XX referencerne. At Omega kunne finde på at ændre på dem forstår jeg ikke. Ligesom min Speedmaster er denne Seamaster en super klassisk model, men med et twist og lidt mere personlighed, hvilket jeg godt kan lide.

Det næste ur jeg vil vise er igen et Seiko. Der er tale om det populære Seiko Skx009, broderen til Skx007. Dette ur er indkøbt fordi jeg manglede en beater og dette ur er efter min mening et af de bedste køb, hvis man vil have en robust beater og samtidigt et interessant ur.

Seiko Skx 009 fra min ur-samling
Seiko Skx 009, den perfekte beater.

Der er sagt og skrevet meget om Seiko Skx og dets kvaliteter. Jeg har selv lavet en anmeldelse som du kan læse her, hvis du vil vide mere. Skal jeg kort opsummere, hvorfor jeg holder så meget af det, vil jeg sige at uret på bedste måde viser Seikos evne til at producere holdbare ure til menneskelige priser. Jeg holder meget af Seiko af netop denne grund og dette ur er et perfekt eksempel på det.

Jeg vil slutte af med det nok mest klassiske ur i min samling, Rolex Submariner. Jeg valgte at anskaffe mig den tidligere model, da de nye efter min mening har en del problemer, som jeg ikke kunne forlig mig med. Dette er referencen 14060M.

Rolex Submariner 14060M
Rolex Submariner 14060M

Jeg valgte dette Rolex på grund af dets enkle og rene design. Jeg havde tidligere et SeaDweller, men den tykkere kasse og dato vinduet irriterede mig, hvorfor jeg anskaffede mig et Submariner i stedet. Dette ur gør alt rigtigt for mig. Det er slankt, har en perfekt symmetrisk skive, en smuk lænke og perfekt proportionerede visere. Det hele kommer i en robust kasse, der kan klare alt hvad du udsætter det for. Urets enkle udtryk gør at det passer til hele min garderobe.

Jeg købte dette ur i 2016, altså et par år efter det ophørte med at blive produceret i 2012. En sjov detalje om dette ur er, at jeg købte det som NOS (New old Stock). Altså et ur der aldrig har været taget i brug. Det kom med plastik på og alt tilbehøret fulgte naturligvis med. Jeg måtte slippe en heftig merpris for at få et helt nyt ur, så det var en ret speciel følelse at pille plastikken af og tage det i brug, hvorved det blev til “blot et brugt Rolex”.

Rolex 14060M
Rolex 14060M med plastik og original indpakning.

En anden sjov detalje er, at dette ur er fra den sidste serie af 14060M der blev lavet før produktionen ophørte i 2012. Det har ROLEXROLEX indgraveret i inderkransen samt såkaldt “random serial”, hvilket kun findes på de sidste Rolex 14060M. Derudover er værket lidt anderledes på de sidste 14060M idet, de benytter Rolexs “Parachrom Bleu” hairspring. Som ellers kun findes i de nye Rolex.

Grunden til at jeg valgte at anskaffe mig et NOS ur fra den sidste serie, var at dette ur som nævnt var det perfekte ur for mig. Jeg vidste, at det var et ur, der altid ville være i min samling, hvorfor jeg ikke havde noget imod besværet ved at finde et ur fra den sidste serie samt betale ekstra for at få et helt nyt ur.

Rolex 14060M
Rolex 14060M om armen.

Dette ur var specielt for mig, fordi det bare gjorde alt rigtigt. Derfor ville jeg gerne have et helt nyt uden ridser og brugsspor. Jeg har ikke noget imod ridser og patina, jeg synes faktisk det giver uret karakter og personlighed. Men da dette var et specielt ur for mig, ville jeg gerne have oplevelsen af at eje det fra nyt og tilføre uret min helt egen historie og mærker. Derfor blev det et NOS Rolex 14060M, der endete i min samling.

Således ser samlingen ud pt. Der kommer forhåbentligt noget nyt til hen af vejen. Jeg overvejer lige nu om det skal være et dressur eller måske et GMT som jeg synes mangler i samlingen. Jeg skal selvfølgelig nok holde jer opdateret, når der kommer nyt til.

Husk at ’synes godt om’ Ure Til Tiden på Facebook, så får du besked hver gang, der kommer nye indlæg. Du finder facebooksiden her. Del også gerne siden med andre ur-tosser.

Hej, mit navn er Morten! Jeg har startet uretiltiden.dk for at få afløb for min interesse for mekaniske ure, der har varet i mange år efterhånden. Det er fedt at kunne dele min interesse og erfaringer med andre ligesindede, og forhåbentlig få nye interesserede med på vognen.

5 Kommentarer

  1. Hej Morten

    Efter at jeg har erhvervet mig et Omega Seamaster 300m, ref 22.20.8000, og har haft det i et år, er jeg nok kommet dertil, at jeg går efter et Rolex Submariner. Som ” gammel” sportsdykker, har det altid været drømmeuret.
    Er dog i tvivl om det skal være model 14060, 14060M eller 114060.
    Kan du fortælle mig forskellen på disse modeller, og måske og prismæssig?

    PS. Jeg har med stor glæde læst din fine hjemmeside.

    1. Hej Ole

      Det glæder mig, at du læser med. Jeg kan godt forstå, at du som dykker gerne vil have et Submariner. En Seamaster er et lækkert ur, men Submarineren er klassikeren.

      Rolex Submariner 14060 og 14060M er stort set identiske. M-versionen har et let modificeret værk, men forskellene er mest kosmetiske. 14060 har kun to liner tekst på skiven, mens 14060M kommer både med to og fire linjers tekst. De ure med fire linjer er CSOC certificeret, det vil sige at de lever op til kronometer standarden. Dem uden certificeringen går lige så præcist, de har bare ikke været igennem de krævede tests. Derudover er der den forskel, at de senere 14060M har ROLEXROLEX indgraveret i inderkransen.

      Den nye Rolex Submariner 114060 har en del kosmetiske ændringer. Kassen har bredere horn, hvilket får den til at virke større og mere firkantet. Klodset vil nogle nok sige, men det er en smagssag. Derudover er kransen ikke længere af aluminium, men af et keramisk materiale. Den nye krans har den fordel at den er næsten umulig at ridse, den er samtidig blank, hvor de gamle var mere matte. Visere og timemarkeringerne er de nye såkaldte ‘maxihands’, hvilket vil sige at de er større og tykkere end de gamle visere. Endelig er der den forskel, at lænken har fået en gevaldig opdatering på de nye modeller. Lænken har nu solide endestykker, så den ikke rasler. Derudover er låsen også mere solid og lænken kan mikrojusteres uden brug af værktøj. Værket har fået en mindre opdatering også.

      Rolex Submariner 114060 koster vidst lige godt 55.000 fra ny. De ældre 14060 og 14060M kan erhverves fra 35.000 og op for de ældre modeller, mens de nyere som regel ligger over 40.000. Med de brugte modeller er det dog mere standen end alderen, der er afgørende for prisen.

      Hvilket skal man så vælge? Det er jo et spørgsmål om smag. Forskellene er som beskrevet mest kosmetiske, så mit råd vil være at kigge på de forskellige modeller og så simpelthen vælge det, der tiltaler dig mest. Værket er nogenlunde det samme, så med mindre det betyder meget for dig at få det nyeste nye fra Rolex, ville jeg ikke tillægge værket den store betydning.

      Jeg håber du kunne bruge det og at det ikke blev alt for forvirrende.

      Vh,
      Morten.

      1. Hej Morten,

        Jeg har et off-topic spørgsmål.

        I sommers fik jeg mit et Omega Seamaster Planet Ocean, som jeg er virkelig glad for.

        Desværre synes jeg ikke at Lumen på uret er særlig kraftig, mens Lumen heller ikke er synlig i særlig lang tid.

        Ved du om det er noget der bare er kendetegnet ved Omega-ure, eller er der noget jeg specielt kan gøre for at få mere kraftig og længereværende Lume på mit ur?

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort.