Små ure er på vej tilbage – 5 ure til mindre håndled

Tudor BB36

De senere år har trenden været store ure, gerne med en diameter på 44mm eller mere. Breitling, Panerai, Hublot og IWC er eksempler på mærker, der i høj grad har været med på denne bølge. Moden med de større ure kan dog også ses hos mere konservative mærker som Rolex, hvor urkasserne generelt er vokset og DeepSea modellen kan fås i 44 mm.

Personligt har jeg aldrig været vild med de helt store klokker. Det er meget få håndled der kan bære dem, uden at det ser ubalanceret ud. Heldigvis ser det ud til, at de mindre ure er på vej tilbage. Producenterne lancerer ikke længere det ene kæmpe ur efter det andet. I stedet kommer der flere og flere ure under 40 mm, så det ser ud til at producenterne har set, at trenden er vendt.

Jeg har tænkt lidt over, hvorfor jeg foretrækker de mindre ure. Det har noget at gøre med den måde lænken eller remmen er mere synlig. På et mindre ur ser man mere af lænken eller remmen på toppen af håndledet, hvor remmen/lænken på et stort ur “skubbes” længere ned langs siderne af håndledet. Nedenunder er et billede, der viser hvad jeg mener.

Denne reklame for et 36 mm Rolex Explorer 1016 illustrer, hvordan en mindre urkasse gør lænken mere synlig.

Samspillet mellem urkassen og lænken betyder meget for helhedsindtrykket af uret, hvilket er en af grundene til, at jeg foretrækker de mindre ure. Derudover synes jeg også, at det giver et mere maskulint udtryk, når bæreren dominerer uret end omvendt.

En af årsagerne til at moden er vendt, tror jeg er det store fokus på vintage ure. Er man vandt til at bære vintage ure, synes de store ure på 42 mm og opefter meget store og klodsede. Det er også svært at genskabe vintage æstetikken i et stort ur, hvilket er grunden til, at vi ser mange af de populære reissues og vintage-inspirerede modeller i mindre størrelser. En velkommen udvikling efter min mening.

I det følgende vil jeg præsentere 5 forslag til lækre ure i størrelser som alle kan bære.

Tudor BB 36

Tudor BB36
Tudor BlackBay 36. Foto ©Tudor.

Tudors Heritage Black Bay 36 er som navnet indikerer 36 mm i diameter. Det fås på lænke ligesom det også kan anskaffes på forskellige stof og læderremme.

Efter Rolex upsizede deres Explorer I til 39 mm, er Tudors BB36 et af de bedste bud på et mindre ur, der både er elegant og samtidig robust nok til at overleve hverdagens slid. Den enkle skive uden dato og andre komplikationer giver et meget enkelt udtryk, der passer til næsten alt i den garderobe. Et perfekt hverdagsur.

Nomos Orion

Nomos Orion, 35mm. Foto ©Nomos Glashütte.

Nomos har altid været kendt for at producere enkle og elegante ure. De var blandt de første, der gik i mod trenden med de voksende ure og tilbyder mange af deres modeller helt ned til 33 mm.

Selvom Nomos efterhånden også har produceret en del af deres modeller i større størrelser, synes jeg det er urene omkring de 35 mm, der er mest balancerede og velproportionerede. Den klassiske Nomos Orion er en af disse. Det er et super lækkert dressur med massere af subtil karakter og personlighed.

Oris SixtyFive

Oris SixtyFive, 36 mm. Foto ©Oris.

Oris har virkelig ramt plet med deres vintage-inspirerede dykkerur. Oris Sixty five er for nyligt kommet i en version på 36 mm, hvilket jeg synes passer godt til urets øvrige vintage look.

Jeg har ikke tidligere været kæmpe fan af Oris’ ure, blandt andet fordi de har lavet mange kæmpestore dykkerure, men deres SixtyFive model spiller 100% for mig. Nogle ville nok ønske sig en bedre dybderating, men som hverdagsur, synes jeg det er et godt bud.

Rolex DateJust 36

Rolex DateJust 36
Rolex DateJust 36. Foto ©Rolex.

Rolex DateJust 36 – det er næsten så klassisk, som det kan blive.

Uret passer til alle anledninger og er robust nok til næsten alle aktiviteter på nær hardcore dykning. DateJust modellen blev lanceret i 1945 og har været i produktion lige siden, så der er et rigt udvalg af vintage modeller at gå på jagt i, hvis man foretrækker de ældre udgaver eller ikke har budgettet til en af de nye.

Modellen fås også i en udgave på 41 mm, men den klassiske udgave på 36 mm er efter min mening mere velproportioneret og tro mod urets historie.

Longines Legend Diver

Longines Legend Diver, 36mm. Foto ©Longines.

Endnu en vintage-inspireret diver. Longines Legend Diver er en reissue af en af Longines’ vintage modeller. Jeg synes personligt, at det er et virkelig flot ur. Den roterbare dykkerkrans som sidder under safirglasset, er en virkelig fed feature og diameteren på 36mm, bør ikke skramme nogen væk.

Jeg havde personligt undladt datovinduet, men eftersom det også fandtes på den originale udgave, er jeg tilbøjelig til at se igennem fingre med det. Det er heldigvis også en vellykket integration af datovinduet.

Det var mine bud på 5 mindre ure – har jeg glemt nogle? Kommenter gerne nedenunder, hvis du synes jeg har overset nogle fede ure.

Husk at ‘synes godt om’ Ure Til Tiden på Facebook, så får du besked hver gang, der kommer nye indlæg. Du finder facebooksiden her. Del også gerne siden med andre urtosser.

Hej, mit navn er Morten! Jeg har startet uretiltiden.dk for at få afløb for min interesse for mekaniske ure, der har varet i mange år efterhånden. Det er fedt at kunne dele min interesse og erfaringer med andre ligesindede, og forhåbentlig få nye interesserede med på vognen.

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.