Baselworld 2020 aflyst på grund af coronavirus

Baselworld 2020 aflyst

Den årlige urmesse Baselworld er i år aflyst på grund af coronavirusen. Baselworld er en urmesse, hvor nogle af de største urmærker som Rolex, Patek Phillipe, Tudor og Tag Heuer præsenterer deres nye ure. Messen er den største af sin slags med over 100.000 besøgende.

Baselworld udskudt til januar 2021

Baselworld var planlagt til at løbe af stablen fra den 30. april til den 5. maj, men udskydes nu og afholdes i stedet den 28. januar til den 2. februar 2021. Det skriver messen fredag eftermiddag i en meddelelse på deres website.

Urmessen udskydes som følge af at de schweiziske myndigheder har forbudt alle events, hvor folkemænger på mere end 1000 personer samles for at begrænse smittefaren af coronavirusen. Forbuddet gælder foreløbig til den 15. marts, men kan potentielt forlænges.

Baselworld 2020 aflyst

Der berettes i skrivende stund om 15 bekræftede tilfælde af smittede i Schweiz, mens omkring 100 er under mistanke for at være smittede.

Aflysningen af dette års Baselworld kommer i kølvandet på aflysningen af den anden store urmesse i Schweiz, SIHH. Der for få dage siden offentliggjorde, at de også havde besluttet af aflyse af frygt for coronavirusen.

Baselworld i krise

Baselworld har været afholdt hvert år siden 1917, men må altså for første gang i år aflyse. Dette kommer som et hårdt salg for en i forvejen presset urmesse.

Over de seneste 10 år er antallet af urmærker der deltager på urmessen faldet kraftigt fra cirka 1500 brands til blot 500 i år. Især fraværet af Swatch Group, der rummer kendte urmærker som Omega, Tissot, Certina og Breguet, er et tab ligesom det også kan mærkes, at Seiko har valgt at trække sig.

Derfor kommer dette års aflysning særdeles ubelejligt for Baselworld. Grunden til at så mange brands har valgt at trække sig fra urmessen er, at det i dag er langt nemmere at nå ud til forbrugere gennem nettet. Således har urmærkerne i mindre grad brug for den traditionelle messe som platform til at markedsføre deres nyheder.

De store urmærker som Rolex og Patek Philipe, der har brugt lang tid på at forberede dette års nyheder, forventes ikke at udskyde lanceringen af deres nye produkter. Uden nyheder fra de to mest eftertragtede urmærker som trækplaster, er det min vurdering at Baselworld vil få svært ved at tiltrække sig samme grad af opmærksomhed i januar.

Derfor bliver det interessant at følge, hvordan de store mærker vælger at lancere deres nyheder i år.

Husk at følge Ure Til Tiden på Facebook og Instagram, så får du besked hver gang, der kommer nye indlæg. Du finder facebook-siden her og Instagram-siden her.

Hej, mit navn er Morten! Jeg har startet uretiltiden.dk for at få afløb for min interesse for mekaniske ure, der har varet i mange år efterhånden. Det er fedt at kunne dele min interesse og erfaringer med andre ligesindede, og forhåbentlig få nye interesserede med på vognen.

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.