Anmeldelse: Eyki Flywheels – et automatisk ur til en plovmand

Kan man få et ur med automatisk værk for under en plovmand? Det korte svar på ovenstående spørgsmål er ja. Det næste man bør spørge sig selv om, er så om uret er værd at bruge tid på. Det vil jeg undersøge nærmere i denne anmeldelse af Eyki Flywheel, et automatisk ur til blot 499 kr. Uret er venligst udlånt af ditur.dk, der sælger urene fra Eyki og andre automatiske ure i samme prisklasse.
Lad det være sagt med det samme, man får ikke et ur med automatik og top finish i lækre materialer for 499 kr. Det ville være naivt at forvente det og jeg anmelder derfor uret på den præmis, at 499 kr vitterligt ikke er mange penge for et ur, i stedet for at pille uret helt fra hinanden. For sætter man de standarter op, jeg normalt vurderer et mekanisk ur efter bliver man slemt skuffet, men disse ure starter som regel også ved 20 gange prisen, så det ville ikke være en fair sammenligning. Nå, nu til det væsentlige, uret!
De ydre linjer

På skiven er der åbnet, så man kan få et kig ind til mekanikken bag og se ”flywheel´et”, det vi kalder balancehjulet på dansk, fra hvilket uret har fået sit navn. En design feature der skal efterligne looket på de dyre tourbillon ure, hvor der også ofte er frit udsyn til herlighederne. Jeg foretrækker et renere look og synes det forstyrrer mere end det gavner, dette gælder faktisk også tourbillon-urene, men det er et helt andet indlæg. Hvor om alting er, er det utroligt fascinerende at betragte urværket tikke, så jeg kan godt forstå attraktionen.
Til højre for balancehjulet finder vi de små sekunder, d.v.s en lille separat skive og viser dedikeret til at vise sekunderne. Overordnet er udtrykket på skiven nogenlunde harmonisk, ikke helt indrettet efter mit hoved, men overskueligt og det er nemt at aflæse tiden. Der er dog fejl, der springer i øjnene, når man betragter uret lidt nærmere. Sekstallet sidder f.eks. skævt, hvilket må være en regulær fejl. Derudover er hullet til balancehjulet placeret således, at timemarkørerne til klokken 7 og 8 ikke er samme længde som de resterende markører, hvilket virker som underlig disposition.
Kvalitet af materialer og værk

Går man fra kassen til remmen, kan man konstatere at den er lavet af en eller anden form for imiteret læder. Den er egentlig meget 
Eyki uret er som man nok havde gættet produceret i Kina. Jeg har ikke kunne finde megen information som brandet, hvilket nok skyldes, at det er et OEM ur. Det vil sige et masseproduceret ur, hvor der er sat forskellige navne på samt modificeret lidt på designet. Det er ligeledes sparsomt med informationer om selve værket, men der er heller ikke så meget interessant at berette om værkerne i denne prisklasse.
Hvad der derimod er interessant er, hvordan de præsterer. Jeg var egentlig positivt overrasket over urets præcision, det vandt omkring 30 sekunder i døgnet, hvilket på ingen måde er prangende, men taget i betragtning, at værket med al sandsynlighed koster mindre end 50 kr at producere, er det faktisk ikke så dårligt som man kunne frygte. Det er i hvert fald godt nok til, at man kan nøjes med at stille uret en gang om ugen. Uret har en gangreserve på cirka et døgn, hvilket bestemt også er godkendt.
Den endelige dom over Eyki Flywheels
Selvom Eyki uret ikke normalvis er et ur jeg ville vælge, har det været interessant at få et indblik i, hvad man rent faktisk kan få for de, i urverdenen, relativt få kroner det koster. Det har naturligvis mangler man kunne ønske sig bedre, men til prisen synes jeg ikke man kan tillade sig at klage. Så er man ny inden for mekaniske ure, kan Eyki være et sjovt sted at begynde. Er man vandt til finishen fra de dyrere ure, bliver man nok skuffet over ydelse og finish på Eyki, men igen skal vi huske på, at 499 vitterlig ikke er meget i urverdenen.
Del som altid gerne din holdning i kommentarfeltet nedenunder, hvad er dine erfaringer med de billige værker fra Kina og er det noget du finder interessant?