6 Kommentarer

Opbevaring af ure: Sådan bevarer du dit urs præcision

Omega Seamaster Aqua Terra 15,000 Gauss Anti-Magnetic Watch

Når man har investeret en pæn portion penge i sit ur, ønsker man naturligvis at tage vare på det, så det holder tiden bedst muligt. Derfor vil jeg i denne artikel gennemgå nogle af de hensyn man bør tage i den daglige opbevaring af ure. Det er nemmelig ikke helt uden betydning for urets præcision og funktion, hvordan du opbevarer det, når du ikke bærer det om håndledet.

Tag højde for tyngdekraften

Bevar præcisionen på dit ur
Placer dit ur således, at urkassen er så horisontal som mulig for at udjævne tyngdepåvirkningen.

Mekaniske ure består af finmekanik og er som sådant meget følsomme over for selv små påvirkninger. Mange tænker ikke over det, men når dit ur ligger der på natbordet, bliver det konstant påvirket af tyngdekraften. Det er af denne grund, at man opfandt tourbillon funktionen, der kan opveje denne påvirkning. Det er dog desværre de færreste af os, der ligger inde med de meget kostbare tourbillon-ure. Derfor er det en god ide at tænke over, hvordan du selv kan udjævne påvirkningen, så den bliver ensartet.

Den bedste måde at gøre dette på er at placere dit ur med skiven enten opad eller nedad, således at urkassen ligger horisontalt. Derved er balancehjulet, der er den komponent der er mest udsat for påvirkningen, horisontal, hvorved trækket bliver ens over hele dets overflade. Vender du uret på siden, vil trækket blive stærkere i den ene side, hvorved balancen bliver forrykket med større unøjagtighed til følge.

Du kan selvfølgelig også vælge at benytte en watchwinder, der ved at bevæge uret i forskellige positioner udjævner tyngdekraftens påvirkning. Derudover sørger den for at cirkulere urets olier, så de ikke tørrer ud og dermed skader urets præcision, men bærer du uret ofte, er dette ikke noget problem.

Bonus tip: Taber eller vinder dit ur tid, kan du forsøge at udnytte tyngdekraftens påvirkning til at kompensere for urets unøjagtighed ved at vende det på siden, da påvirkningen enten vil få uret til at tabe eller vinde tid. Er dit ur velreguleret og holder tiden tilfredsstillende, kan ovenstående dog ikke anbefales.

Pas på magnetfelterne

Spænd sølvpapirshatten for vi skal tale om magnetfelter. I vores dagligdag bevæger vi os rundt i massevis af magnetfelter, da alle elektriske apparater udsender dem. Effekten på os mennesker er omdiskuteret, men effekten på vores ure er derimod veldokumenteret. I urmager branchen oplever man i stigende grad ure, der skal afmagnetiseres fordi de har været for tæt på et eller andet elektronisk apparat.

Omega Seamaster Aqua Terra 15,000 Gauss Anti-Magnetic Watch
Omegas Aqua Terra 15,000 Gauss, i stand til at modstå kraftige magnetfelter. Omega arbejder p.g.a. de stigende problemer med magnetfelter, på at inkorporere teknologien i alle deres ure.

I disse dage hvor alle har laptops og tablets, er chancen for at et ur kommer for tæt på disse overhængende. Derfor bør du sikre dig, at du ikke har din iPad eller ligende liggende på natbordet ved siden af dit ur. Afhængig af magnetfeltets styrke kan effekten variere fra små forstyrrelser, der fortager sig igen, til store forstyrrelser på flere minutter, er det helt galt kan et magnetfelt stoppe urværket helt. Er et ur blevet udsat for et kraftigt magnetfelt, kan det i de fleste tilfælde relativt nemt klares af en urmager med et demagnatiserings værktøj.

Bonus info: Flere producenter laver ure specielt designet til at modstå effekten af magnetfelter. Kendte eksempler er Rolex Milgauss samt Omegas nye Aqua Terra 15,000 Gauss, der kan modstå endog meget kraftige magnetfelter. Praktisk hvis man arbejder på CERN eller med MRI skanninger.

Det var min gennemgang af de hensyn man bør tage i dagligdagen, når man opbevarer sine ure. Jeg håber du lærte noget nyt, hvis du fandt artiklen nyttig, skal du være velkommen til at dele den med andre, der kunne være interesserede.

Hej, mit navn er Morten! Jeg har startet uretiltiden.dk for at få afløb for min interesse for mekaniske ure, der har varet i mange år efterhånden. Det er fedt at kunne dele min interesse og erfaringer med andre ligesindede, og forhåbentlig få nye interesserede med på vognen.

6 Kommentarer

  1. Hej Morten.
    Jeg ved ikke, om du læser den her side mere. Men jeg kunne godt bruge din hjælp her.

    Jeg har et mekanisk Fossil ur, som jeg har gået med hver dag i godt 3-4 måneder.
    -Desværre stopper uret helt random uden grund… (Jeg har sikret mig, at uret er trukket op)

    Når det så stopper, så hjælper det at ryste det.

    Hvad tænker du, at der er galt? -Og har du en løsning?

    1. Hej Daniel

      Tak for dit spørgsmål.

      Det lyder til, at der er noget i vejen med optræksmekanismen og uret derfor taber dets gangreserve. Det er desværre ikke rigtigt noget man selv kan lave, der skal en urmager til.

      Derfor vil jeg anbefale, at du kontakter butikken, hvor det er købt og får dem til at lave det. Hvis uret er under 2 år gammelt, bør det gå under garantien, hvis du ikke har mishandlet uret. Ellers kan du taget det til enhver anstændig urmager og få det repareret.

      Håber det var brugbart 🙂

      Vh,
      Morten.

  2. Hej Morten
    Super side du har…
    Angående langtidsopbevaring af vintageure, som man ikke bruger så ofte (feks arvestykker):
    Jeg opbevarer urene i en æske som igen er indpakket i en plasticpose, som jeg så “suger” så tom for luft som muligt, hvorpå jeg “forsegler” posen ved simpelthen at snurre den rundt og binde knude på den. Jeg gør det for at begrænse tilgangen til luftcirkulation og dermed (forhåbentlig) forlænge oliens viskositet. Det er ganske uvidenskabeligt og lægmandsteoretisk – men mon ikke det gør en vis nytte…?
    Venlig hilsen
    Kjeld Pedersen

    1. Hej Kjeld

      Tak for din kommentar. Det er en interessant teori du har.

      Jeg skal være ærlig og sige, at jeg ikke har den påkrævede viden for at vurdere om det har en effekt. Jeg har forsøgt at finde info om det på nettet, men uden held. Så for et kvalificeret svar skal du nok have fat i en urmager.

      Mit bud vil dog være, at effekten er meget lille. De fleste ure er hermetisk lukkede, så om der er en plastikpose omkring, tror jeg ikke gør den store forskel. Når vi taler vintageure, er der selvfølgelig en chance for at de ikke er helt tætte, hvorfor der måske kan være en effekt af at opbevare dem i vakuum. Under alle omstændigheder tror jeg ikke det kan skade.

      Vh,
      Morten Egholt.

  3. Hej Morten
    Super hjemmeside,du har.
    Jeg har lige et spørgsmål til dig som jeg håber at du kan svare på.jeg har lige købt en seiko srp 313k1 hos creationwatches.com
    Er det ægte ure de sælger ? For der står ikke maden in Japan på mit ur.men det ser fint ud.
    Vh Jimmy

    1. Hej Jimmy

      Tak for det. Jeg er glad for du synes om min side.

      Tillykke med det nye ur. Det er ikke alle ure som Seiko producerer i Japan, så det kan sagtens være ægte selvom der ikke står ‘Made in Japan’. Det har været meget debatteret, men Seiko selv har sagt, at der ingen forskel er på de ure der er produceret i Japan og andre lande.

      Creationwatches er også helt fine. Jeg har handlet der flere gange uden problemer og aldrig hørt at de skulle sælge kopier, så jeg ville slet ikke være nervøs, hvis jeg var dig.

      Vh,
      Morten.

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.