1 Kommentar

Bauhaus Design og Ure

Udtrykket ‘Bauhaus design’ ringer måske ikke mange klokker hos ur-nørder, men siger man i stedet Junghans eller NOMOS Glashütte, vil de fleste nok nikke anerkendende. Denne artikel handler om Bauhaus designskolen. Læs med og find ud af hvordan den har præget moderne ur-design.

Hvad er Bauhaus design?

Bauhaus er navnet på en tysk designskole, der blev grundlagt i 1919 af Walter Gropius. Skolen underviste som noget nyt i både kunst og design, der ellers blev opfattet som adskilte discipliner blandt de europæiske kunstakademier.

Bauhaus skolen
Bauhaus skolen beliggende i Dessau, Tyskland. Billede udlånt af mhobl.

Skolen tilbød undervisning i mange fag inden for kunsthåndværk med fokus på det håndværksmæssige i udformningen af genstande. Man underviste også eleverne i nye teknologier og masseproduktion. Dermed fik eleverne en forståelse for, hvordan de kunne kombinere godt håndværk med en stor produktion.

Det er en af grundene til, at Bauhaus skolen blev så stor en indflydelse på det vi i dag under ét betegner, modernismen. Eleverne forstod at designe genstande således, at de var egnede til masseproduktion.

Dermed satte de et markant aftryk på tidens udtryk fordi deres designs nåede ud til en stor mængde mennesker. Masseproduktion var ikke længere lig med grimt og kedeligt design.

Bauhaus æstetik

Men hvad kendetegner så den stil man arbejde med inden for Bauhaus skolen? Et af de centrale ord for skolen var ‘minimalisme’. Den minimalistiske tilgang indebærer, at alt overflødigt ornamentik skæres væk.

Det betyder, at en genstands design skal være så rent og enkelt som muligt. Hvis et designvalg ikke tilfører funktionalitet, er der ingen grund til at lave det. Det fører os til den overordnede lærersætning for Bauhaus skolen:

“Form følger funktion”.

Det er altså funktionaliteten der er det bærende element i designet. Hvis et designelement ikke fremmer genstandens funktion og brug, er det et overflødigt element, ‘pynt’ med andre ord.

Bauhaus stol
Stol af Marcel Breuer, student og siden underviser på Bauhaus skolen.

Stolen herover er et glimrende eksempel på Bauhaus æstetikken. Der er brugt et minimum af materialer og alle unødige elementer er fjernet. Formgivningen er helt enkel. Stolen udgøres af et enkelt bøjet stålrør. Den fremstår således ene og alene som et redskab for den funktion den udfylder.

Bauhaus skolens æstetik var også optaget af orden. Det var en del af filosofien bag æstetikken at rene linjer og orden skulle hjælpe os til at trives i en verden i hurtig udvikling.

I stedet for voldsomt ornamenterede og rodede designs skulle verden nu være præget af klare geometriske former og symmetri, hvorigennem orden skulle skabes.

Bauhaus design i ure

Hvordan afspejles denne æstetik så i moderne design af ure? Lad os se på nogle eksempler, der er formgivet med inspiration fra Bauhaus skolen. Vi begynder med et design af Max Bill, en student og senere meget berømt designer fra Bauhaus skolen.

Design af Max Bill for Junghans.
Design af Max Bill for Junghans.

Max Bill blev i 1950 ansat af den tyske ur-producent Junghans. Han fik til opgave at designe et køkkenur. Nogle år senere i 1961 designede han det første armbåndsur for Junghans. Hans designs lever i bedste velgående i dag og produceres stort set uændret.

Som det ses på billedet ovenover skinner Bauhaus æstetikken klart igennem. Skiven er helt ren for unødig information. Tilbage er kun de tre visere og time samt minut markeringerne. Markeringerne er meget minimalistisk udført og består af simple streger.

Alle elementer i designet har en funktion. Prikkerne ved kl. 3, 6, 9 og 12 er selvlysende således, at man kan orientere sig om tiden i mørke. Der er to prikker klokken 12, så man ved hvordan uret skal vende i mørket. Stregmarkeringerne gør tiden let at aflæse.

Nomos ur i bauhaus design
NOMOS Glashütte Tangomat.

Når alle overflødige designelementer fjernes kunne man forestille sig at resultatet ville blive kedeligt og intetsigende. I stedet træder genstanden frem i sin reneste form og skaber et særegent og personligt udtryk.

Det er derfor urene fra eksempelvis NOMOS er så genkendelige, selvom mange har lavet næsten identiske designs. Der er ikke noget man kan definere som særligt kendetegnene for NOMOS’ designs, men man er ikke i tvivl om hvem der står bag. Selvom alle unødige elementer er fjernet, er uret paradoksalt nok enormt iøjnefaldende.

De små detaljer er tydelige og kommer mere til deres ret end de ville på et mindre rent design – se bare på viserne der træder meget tydeligt frem. De fremtrædende visere er ikke bare konsekvens af det rene design, men giver også en mere læsbar skive.

Viserne falder dermed i god tråd med udtrykket “Form følger funktion”. Et andet eksempel på dette, er de borede ‘lug holes’ på NOMOS’ ure.

NOMOS lughole

Ofte vil hullerne være skjult på dressure som dem NOMOS laver, men som billedet ovenover viser, har NOMOS valgt at lade dem være for at gøre udskiftning af remme nemmere. Funktionaliteten er sat over udseendet.

Det er essensen af Bauhaus skolen og grunden til, at den blev en af de mest indflydelsesrige skoler i nyere tid. Når funktionaliteten sættes højest følger æstetikken af sig selv. Det giver iøjnefaldende designs. Ved at fjerne alt det overflødige står man tilbage med det essentielle og det er godt design.

Jeg håber du nød artiklen. Husk at dele den flittigt så andre urtosser kan få glæde af den. Du skal også være velkommen til at dele din mening omkring Bauhaus design i kommentarfeltet – er det flot eller bliver det for kedeligt til din smag?

Hej, mit navn er Morten! Jeg har startet uretiltiden.dk for at få afløb for min interesse for mekaniske ure, der har varet i mange år efterhånden. Det er fedt at kunne dele min interesse og erfaringer med andre ligesindede, og forhåbentlig få nye interesserede med på vognen.

1 Kommentar

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.