Historiehjørnet: Historien bag Seiko
Historien bag Seiko er stor og spænende. Derfor er Seiko emnet for den 3. artikel i serien ‘Historien bag mærkerne’, hvor jeg tidligere har skrevet om Tissot og Omega.
Begyndelsen på noget stort
Seiko tog sin begyndelse i 1877. Kintaro Hattori, der senere skulle blive kendt som Japans ‘Konge af Ure’, åbnede et ur-værksted i sin hjemstavn, Ginza der er en del af Tokyo.
Få år senere i 1881 stiftede Kintaro Hattori firmaet ‘K. Hattori & Co’ i en alder af bare 22. Siden begyndelsen havde han udvidet sin forretning til at omfatte ikke bare reparation, men også salg af brugte ure.
Firmaet fortsatte udviklingen og inden længe var Hattori en af Japans største grossister i ur-branchen. En imponerende bedrift af en ung forretningsmand.
I 1892 hørte Hattori, at en fabriksbygning nær hans hjemby stod ubrugt hen. Han besluttede derefter, at det var tid til at tage det næste skridt i udviklingen af hans forretning. Hattori købte fabrikken og begyndte snart herefter at producere sine egne ure.
Hattoris timing var glimrende af to grunde: For det første medførte udbredelsen af togtrafikken et behov for nøjagtige ure. For det andet blev 24-timerssystemet med verden inddelt i tidszoner standardiseret i 1884, hvilket naturligt gav en øget efterspørgsel.
Egenproduktionen betød, at Hattori skulle finde et navn han kunne markedsføre sine ure under. Valget faldt på ‘Seikosha’.
Navnet ‘Seikosha’ bærer flere betydninger. ‘Seiko’ beskriver noget udsøgt, tiltrækkende og udført med stor håndværksmæssig færdighed, samtidig betyder det også blot ‘minut’. Endelsen ‘Sha’ betyder hus. ‘Seikosha’ betyder altså noget i retning af ‘hus for udsøgt håndværk’. Ikke noget ringe navn til et ur-firma.
Fabrikken producerede i begyndelsen kun vægure, men tilføjede i 1895 lommeure til deres produkter. Alarmer fulgte i 1899 og bordure i 1902.
Lidt senere kom armbåndsurene på markedet. De vandt stor udbredelse med første verdenskrig, fordi de var nemmere for soldaterne at bære. Efter krigens afslutning var armbåndsuret den mest udbredte ur-type.
Armbåndsurene blev solgt under navnet Laurel, mens lommeurene fortsat gik under navnet Seikosha. Det var først i 1924, at armbåndsurene kom til at hedde Seiko som vi kender det i dag.
Kintaro Hattori forblev en del af firmaet indtil hans død i 1934, hvorefter hans efterkommere overtog ledelsen.
En ny generation tager over og udlandet venter
Hans ældste søn Genzo Hattori blev valgt som arvtager og skulle stå i spidsen for firmaet. Han gik en svær tid i møde da Anden Verdenskrig lå og ventede lige rundt om hjørnet.
Før krigen brød ud lå Seikos produktionstal på 2.06 millioner ure. Det var over halvdelen af hele Japans produktion. I 1945 var tallet under 20.000 ure som følge af krigen. Det drastiske fald skyldtes at Seikos faciliteter i stedet blev brugt til fremstilling a krigsmateriel.
Efter krigens afslutning kunne Seiko igen fokusere på ure. Først i 1953 var de på omdrejningshøjde med deres produktionstal før krigen.
Det gik godt for Seiko i 1950’erne. De begyndte at blive internationalt kendt og startede også eksport til Amerika.
I 1955 kunne de præsentere deres først ur med automatik og et par år senere rundede deres produktion 3 millioner ure.
Genzo Hattori døde i 1964, hvorefter hans søn, Shoji Hattori overtog ledelsen. Shoji besad internationalt udsyn og forstod at udbrede kendskabet til Seiko.
Det var under hans ledelse, at Seiko for alvor opnåede anerkendelse i udlandet. Shoji Hattori vidste, at hvis Seiko skulle vokse internationalt var deres største konkurrent de Schweiziske mærker.
Derfor lod Seiko deres værker teste imod Schweiziske værker i konkurrencer på nøjagtighed afholdt i Schweiz. Her viste de, at deres ure kunne matche de Schweiziske. Seikos succes i disse konkurrencer gav både omtale og anerkendelse.
Quartz-uret bliver til og en ny æra begynder
Det der dog for alvor gjorde Seiko kendt blandt den brede befolkning var quartz urene. I 60’erne kæmpede ur-producenterne om at være de første til at udnytte den nye teknologi i et kommercielt tilgængeligt ur.
Shoji Hattori så dette kapløb som en chance for at sætte Seiko på verdenskortet. Derfor gav han sit udviklingsteam en ordre på at skabe et quartz-ur, der kunne sælges inden for et år, uanset hvad det måtte koste.
For at illustrere opgavens omfang, er her et billede af hvor langt quartz teknologien var nået i 1959. Uret på billedet blev produceret af Seiko til en tv-station og fyldte som et stort skab.
For at teknologien skulle gøres tilgængelig for almindelige forbrugere, skulle den formindskes 300.000 gange for at kunne klemmes ned i et armbåndsur.
Billedet viser meget godt, hvorfor Seiko og de andre ur-producenter havde problemer med at udnytte quartz teknologien til armbåndsure.
Det var en enorm opgave de stod overfor, men den producent der kom først med teknologien ville få et stort forspring i kampen om det nye marked.
Derfor blev alle tilgængelige ressourcer i firmaet sat ind på at løse opgaven. Seiko kunne den 25. december 1969 præsentere det første kommercielt tilgængelige quartz armbåndsur. Uret blev døbt ‘Seiko Quartz Astron 35SQ’.
Seiko Quartz Astron kostede det samme som en større bil da det kom frem, så det var de færreste der havde råd til et, men omtalen og mulighederne for markedsføring var store for Seiko.
Seiko forstod at udnytte dette. I 1965 eksporterede de 1.6 millioner ure, men i 1969, efter Seiko Astrons udgivelse, eksporterede de 4.9 millioner ure. Seiko var nu blevet et kendt brand i udlandet og i 1977 nåede deres eksport 11.8 millioner ure.
Seiko Quartz Astron indledte en ny æra, hvor quartz teknologien i høj grad erstattede de traditionelle mekaniske ure. Op gennem 70’erne blev teknologien billigere og dermed tilgængelig for almindelige forbrugere.
Quartz urene var både billigere og mere præcise end de mekaniske og overtog derfor hurtigt det meste af markedet. De schweiziske ur-producenter var ikke særlig dygtige til at tilpasse sig den nye teknologi og måtte se sig slået af de japanske mærker med Seiko i spidsen.
Perioden blev af blandt de schweiziske mærker betegnet som ‘Quartz-krisen’ på grund af de dårlige salgstal. Hos Seiko var der dog ikke krise. De solgte ure til det europæiske marked som aldrig før.
Seiko går hårde tider i møde og må tænke i nye baner
1970’erne var quartz teknologiens storhedstid og dermed også Seikos, men i begyndelsen af 80’erne begyndte tingene at gå ned af bakke for Seiko. Den Japanske Yen steg og mindskede dermed profitmarginerne. Nye konkurrenter kom på markedet og pressede Seiko yderligere.
Derfor så Seiko sig nødsaget til at gå andre veje end den traditionelle ur-produktion for at differentiere sig fra konkurrenterne. Det kom der en række innovative produkter ud af. Det første var et ur med en LCD tv skærm, der kom på markedet i 1982.
Ichiro Hattori har sagt om TV-uret, at det hovedsageligt blev lavet for at promovere Seiko og ikke så meget med henblik på et stort salg. Dog viste det sig, at der var et marked for ure, der kunne mere end blot vise tiden.
I 1984 kom Seiko med endnu et nyskabende produkt, verdens første computer-armbåndsur kaldet ‘Data-2000’. Uret kunne gemme data som så kunne fremkaldes senere. For at lagre data i uret, skulle man indtaste dem ved hjælp af det medfølgende tastetur – noget af en kontrast til nutidens smartwatches.
Selvom Seikos produkter var både nyskabende og teknologisk avancerede, kunne de ikke rette op på Seikos dårlige økonomi. Det betød at Seiko gik ind i 90’erne med røde tal på bundlinjen.
Seiko fortsatte med at nytænke armbåndsuret og producerede blandt andet den første quartz-ur med evighedskalender, et dykkerur med indbygget dykkertabel og et ur der kunne modtage beskeder med information om nyheder, sport, vejr og meget andet.
Seikos nyskabelser til trods var firmaet stadig i problemer, dels som følge af den japanske recession der plagede landet i 90’erne og dels på grund af svigtende salg på det europæiske marked.
Et vendepunkt for Seiko
Seiko måtte fra 1991 til 1996 fremlægge årsregnskaber med store tab, hvilket førte til at firmaet i 1996 igangsatte store omlægninger for at forbedre indtjeningen. Omlægningerne gjorde at Seiko fik mere kontrol over de forskellige dele af produktionen, der altså blev flyttet mere ‘inhouse’.
I begyndelsen af det nye årtusinde så tingene bedre ud for Seiko. De havde indgået en aftale med Citizen om at slå deres distribution og salgskanaler sammen for at dele udgifterne og i 2003 var Seiko igen profitabelt.
Det var også i begyndelsen af det nye årtusinde, at de mekaniske ure igen blev populære. Det behov mødte Seiko med deres ‘Grand Seiko’ produkter, der repræsenterer det ypperste Seiko kan præstere udi mekaniske ure.
Vanen tro er Seiko naturligvis også kommet med en række innovative produkter. Blandt andet deres ‘Spring Drive’ teknologi, der kombinerer quartz-teknologien med mekanik og skaber nogle utroligt præcise ure.
Af andre produkter kan nævnes deres radio styrede ure samt deres nye Astron serie, der ved hjælp af GPS automatisk indstiller sig efter den lokale tid alt efter hvor bæreren måtte befinde sig i verden.
Salgstallene ser igen gode ud for Seiko og der er blevet taget godt imod deres nye produkter. De lader til at have fundet en god balance mellem de billigere ure og deres high-end produkter.
Deres ure i ‘Grand Seiko’ serien begynder for alvor at vinde anerkendelse for deres mekaniske kvaliteter og finder lige så stille deres plads på det europæiske marked.
Seikos DNA
Som afrunding på denne artikel om historien bag Seiko, må det være passende at anerkende deres lange historie for innovation og nytænkning. De har flere gange været i krise, men hver gang er det lykkedes dem at klare sig, fordi de er i stand til at komme på nye produkter og løsninger.
Selvom mange rynker på næsen af Quartz-teknologien, er det forfriskende at se et firma der tør afprøve nyskabelser i en ellers konservativ branche. Seiko står for de fleste for teknologisk innovation og kvalitet som alle har råd til. Derudover mestrer de også at producere fine mekaniske værker, hvilket er en unik blanding i ur-branchen.
Jeg glæder mig i hvert fald til at se, hvad den næste nyskabelse fra Seiko bliver.
Husk at ‘Synes godt om’ Ure til Tiden på Facebook, så får du besked når der kommer nye artikler. Du finder Ure til Tiden på Facebook her. Del også gerne artiklen med andre ur-tosser.
Rigtig god artikel! Spændende og læse venlig 🙂
Seiko er ur som passer til mange og har en rigtig god prisklasse for alle. Jeg sammenligner altid urene online, og ved Seiko kan man altid find mange forskellige modeller til gode priser.
Fin artikel.
Jeg købte et Seiko Sports 100 SQ i 1981, har også haft det på under til tider hårdt arbejde,
her i juli 2016, tabte jeg det på fliser i badeværelse, og nu ligger det og venter på dommen ved urmager, idet det begyndte at tabe lidt tid, og det var ikke batteri.
Selvfølgelig er uret blevet slidt over det hele, men det har trofast fulgt mig i 36 år, været med i alle begivenheder i midt liv, og aldrig svigtet, så jeg må sige at jeg aldrig har fortrudt mit køb, og sandsynligheden for det næste ur bliver et Seiko, er meget stor.
Gert Poulsen
Hjallerup
Hej Gert
Tak for din kommentar. Jeg er glad for du synes om artiklen.
Det er fedt at høre disse historier om, hvordan et kvalitets ur kan blive en følgesvend for livet eller i hvert fald en god portion af det. 36 år er imponerende og viser hvor god kvalitet Seiko kan levere og det endda til rimelige priser. Der er ikke ret mange produkter tilbage i dag, hvor man kan forvente den salgs holdbarhed.
Jeg håber at urmageren får liv i dit Seiko, ellers må man sige at det har gjort det godt.
Vh,
Morten.
En spændende artikel. Men ligesom en Toyota Corolla ikke har samme charme som en Audi, har Seiko altså heller ikke det samme ved sig, som et schweizerur har (efter min ringe mening)!
Pris/kvalitet fejler ellers ikke noget. Mit konfirmationsur fra Seiko gik uafbrudt i 12 år, før det krævede service. Efter yderligere 2 år brød den digitale del sammen, og så smed jeg det ud! Men hvor mange billige ure kan egentlig holde så længe, til sådan en pris?
Men hvilket pilotur fløj Japans kamikazepiloter egentlig med? Og hvad sad der på armen af deres jagerpiloter, når de fløj rundt i deres Mitsubishifly (det samme firma som nu laver biler!)? Svaret er: Seiko!
Og hvilket ur gik dr. Mengele mon egentlig med? Selvfølgelig et Seiko, hvilket fremgår af et politimuseum i Sydamerika, der udstiller hans efterladte egendele!
Det er grundene til at jeg ikke skal have flere Seikoure!
Men for at sige noget pænt om Seiko, så gik selveste James Bond jo også med dem i adskillige film! Siden vendte han dog snart tilbage til den gode smag og fik et Rolex på igen! For senere at overgå til Omega!
Men tak for historien!
Hej Troels
Tak for din kommentar. Jeg er glad for du synes om artiklen.
Jeg vidste faktisk ikke, at Japans Kamikazepiloter bar Seiko ure, men det er selvfølgelig helt nærliggende.
Jeg synes dog, det er lidt synd at afskrive Seiko, blot fordi nogle banditter igennem tiden har båret deres ure. Hvis man gjorde sådan med alle mærker, løb man ret hurtigt tør før ure tror jeg. Mangt en diktator eller narkobaron har jo båret et Rolex for eksempel.
Det er dog altid interessant at høre om markante personligheder, der bære specielle ure. Et eksempel der overraskede mig var Dalai Lama, der ynder at bære et Patek Phillipe.
Vh,
Morten.