1 Kommentar

Det glemte måneur: Bulova Lunar Pilot Chronograph

Bulova måneur

Det første ur som urnørder tænker på, når talen falder på rumforskning, er Omega Speedmaster, men også Bulova kan bryste sig af at have spillet en rolle i den tidlige udforskning af rummet.

I denne artikel kan du læse historien om, hvordan en Bulova kronograf kom til månen og tilbage igen. Bulova var nemlig en del af Apollo 15 missionen i ’71 og historien om hvordan det gik til rummer en række finurligheder.

Bulova måneur
Bulovas måneur (Copyright: RR Auction).

Da opgaven om at levere ure til astronauterne på de første månemissioner kom i udbud, var det som bekendt Omega der løb med sejren.

Omega var dog ikke de eneste, der bød ind på opgaven – Bulova ville også gerne være med.

Det horologiske rumkapløb

Bulova blev ikke valgt til de første missioner, men så gav en ny lov dem fornyet håb. Loven hed “The Buy Amiercan Act” og forpligtigede den Amerikanske stat til at 51% af det udstyr der blev udstedt, skulle være produceret i Amerika.

På det tidspunkt var Bulova en Amerikansk virksomhed, hvilket gav dem en fordel i kapløbet om at blive valgt til den prestigefyldte opgave.

Bulova havde dog det problem, at de på daværende tidspunkt ikke selv producerede kronografer. Desværre for Bulova var det et krav at urene til rummissionerne havde stopursfunktion.

Derfor anvendte Bulova værker fra Universal Geneve, som de ejede den gang. Dette resulterede i en håndfuld unikke prototyper.

Som navnet antyder er Universal Geneve ikke Amerikansk, hvilket gav Bulova et forklaringsproblem overfor NASA. Dette førte til at Bulova ikke vandt udbuddet og Omega blev igen valgt.

Men hvordan endte Bulova så med alligevel at få et ur til månen?

En omvej til månen

Astronauten, Dave Scott, der bar Bulovas kronograf under missionen, menes at have fået en af prototyperne som en gave.

Dave Scott valgte at medbringe dette ur på rejsen, hvilket skulle vise sig at være en god beslutning. Det udleverede Omega gik nemlig i stykker på en månevandring, hvorefter Scott benyttede hans eget Bulova på resten af missionen.

Således endte et af Bulovas ure alligevel på månen.

David Scott på månen
På billedet ses David Scott på månen med hans Bulova om armen. (Copyright: RR Auction).

Måneuret sælges til astronomiske priser

Det at Dave Scott valgte at medbringe uret som sin personlige egendel, skulle senere hen vise sig at blive vigtigt. Det selv samme ur som Scott bar under missionen blev nemlig solgt for hele 1,3 millioner dollars i 2015.

Dette kunne kun lade sig gøre fordi der var tale om Scotts eget ur. Ure der er udleveret af staten til astronauter, betragtes nemlig som statens egendom og kommer derfor aldrig til salg.

Bulovas måneur er dermed den eneste mulighed for private samlere for at eje et ur, der har besøgt månen, hvilket var med til at skubbe prisen på uret op.

Bulova Lunar Pilot Chronograph – en troværdig reproduktion

Heldigvis har Bulova valgt at lave en reproduktion af deres måneur, så alle med interesse for historien kan komme en smule tættere på den ægte vare.

Uret som ses ovenfor hedder Bulova Lunar Pilot Chronograph og koster 5.895,-, så det er lidt mere tilgængeligt end originalen. Uret har quartz-værk og datofunktion, men er ellers ret tro mod originalens udtryk. Bulova ure kan købes her.

Husk at følge Ure Til Tiden på Facebook og Instagram, så får du besked hver gang, der kommer nye indlæg. Du finder facebook-siden her og Instagram-siden her.

Hej, mit navn er Morten! Jeg har startet uretiltiden.dk for at få afløb for min interesse for mekaniske ure, der har varet i mange år efterhånden. Det er fedt at kunne dele min interesse og erfaringer med andre ligesindede, og forhåbentlig få nye interesserede med på vognen.

1 Kommentar

  1. Så vidt jeg har kunnet læse mig frem til et er urksssen faktisk 2-3mm større end originalen og dato vilduet var heller ikke en del af originalen.

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.