Ligger fremtiden for luksus-ure online?

Skærmbillede 2014-04-04 kl. 01.55.15Indtil for ganske nyligt var internettet betragtet med horologiske briller blot et sted for forfalskninger og billige kopier. Det er det i nogen grad stadig, men der er ting der peger på, at den notorisk konservative industri af finere ur-producenter, så småt er begyndt at tage nettets muligheder seriøst. Derfor kan man med rette spørge om den fremtidige handel med ure i højere grad vil foregå på nettet. Det vil jeg give mit bud på i denne artikel.

Stigende handel med luksus-ure på nettet.

Tendensen inden for shopping er klar, onlinemarkedet er i kraftig vækst. Man kan med rette skelne mellem luksusvarer og almindlige varer, men også på luksusmarkedet er tendensen at finde. Online salget tegner sig vidst for en meget mindre procentdel af salget, men stigningen er helt klart tilstede.

Lad os se på tallene: I en undersøgelse foretaget af McKinsey and Company, et amerikansk konsulentfirma, kan man læse, at procentdelen af luksusvarer solgt på nettet i 2010 tegnede sig for 2,6 procent, i 2011 var det tal steget til 3,2 procent og i år 2016 forventes tallet at være 5,3 procent. Udover ure omfatter undersøgelsen også smykker, tilbehør og beklædning. Du kan se mere om undersøgelsen her.

Jaeger LeCoultre er på forkant med udviklingen.

Jaeger LeCoultres webshop
Screenshot af Jaeger LeCoultres webshop

Selvom procentdelene stadig er forholdsvist lave, behøver man ikke en MBA for at kunne udlede tendensen. Derfor kan det godt undre, at vi endnu ikke har set flere initiativer fra de store ur-producenter. Der er dog enkelte, der har sat online initiativer i søen. Eksempelvis har Jaeger LeCoultre, som jo må siges at være en af de prominente ur-producenter, faktisk en webshop, hvorfra man kan bestille et udvalg af deres ure. Du kan udforske ders webshop her. Udover Jaeger LeCoultre er jeg faktisk ikke stødt på andre luksusbrands, der sælger deres ure via en webshop. Er du stødt på en producent af ure i den bedre ende, der sælger deres varer online, må du meget gerne dele den med os andre i kommentarfeltet.

Udfordringer og fordele ved online handel.

Ur-industrien er kendt for at være yderst konservativ, så det er måske ikke så overraskende, at lige netop den ikke er helt med på de nyeste trends. Og der er da også udfordringer ved at sælge sådanne varer på nettet. Det er klart, at langt de fleste mennesker gerne vil prøve et ur, før de betaler mange tusinde kroner for det. Der er selvfølgelig 14 dages fortrydelsesret på alt, hvad man køber på nettet, men hvis varen skal sendes frem og tilbage flere gange ryger idéen ved online shopping jo lidt.

Dernæst får det at putte et ur i kurven i en webshop svært ved at måle sig med den oplevelse, man får ved at prøve de forskellige ure på for derefter at vælge det helt rigtige hos en forhandler. Der er som jeg ser det også en servicemæssig udfordring. Det er naturligvis meget rarere at blive kyndigt vejledt af en erfaren urmager ansigt til ansigt, end det er sidde og maile frem og tilbage med spørgsmål. Når man betaler de priser som luksus-ure koster, forventer man en service i top. Så medmindre oplevelsen ved at handle i en webshop, kan levere på nogle andre parametre får de svært ved at konkurrere.

Undersøgelse fra McKinsey & Company. Klik på billedet for at komme til kilde.
Undersøgelse fra McKinsey & Company. Klik på billedet for at komme til kilde.

Disse parametre har den føromtalte undersøgelse også målt på. 2500 personer blev spurgt om, hvilke ting der kunne få dem til i højere grad at handle luksusvarer på nettet. 40 procent af de adspurgte svarede ikke overraskende, at prisen var et parameter, der kunne få dem til at købe online. Derudover tegnede “en simplere købsprocess” og “eksklusive produkter” sig for henholdsvis 19 og 16 procent.

Ovenstående taget i betragtning lyder det altså som om, at det faktisk er muligt for webshoppen at konkurrere med den fysiske forhandler. Ser man på Danmark, foregår handel med brugte luksus-ure jo nærmest udelukkende på nettet. Forhandlerene af brugte ure lever jo netop også op til nogle af de ovenstående krav, de kan ofte tilbyde et ur der er helt, eller meget tæt på, nyt til en lavere pris, og de har ure der er “eksklusive” idet de ikke længere produceres, og derfor ikke kan fås andre steder. Så hvis det kan fungere med brugte ure, vil jeg også mene, at der er en god sandsynlighed for, at det kan fungere med nye. Dertil kommer, at de store og kendte brands ikke vil have de samme problemer med tillid, som brugtforhandlere kan have.

Konklusionen på det hele.

Konklusionen må være, at der er tendenser i retning af mere online salg af luksus-ure, men samtidig må vi også sande, at der nok går en pæn rum tid, før du kan bestille dit nye Rolex på nettet. Ur-brancen lever af dens image og der er altså langt mere prestige i en flot flagshipstore på den rigtige adresse, end der er i en webshop. Ur-brancen er også meget konservativ på nogle punkter, så de nye tiltag kan lade vente på sig. Jeg ser dog ikke noget i vejen for, at de to ting ikke skulle kunne gå hånd i hånd, så jeg tror bestemt det er noget vi vil se mere af i fremtiden.

Hvad er din holdning, kunne du finde på at købe et ur i luksusklassen på nettet? Del din holdning i kommentarfeltet nedenunder.

Hej, mit navn er Morten! Jeg har startet uretiltiden.dk for at få afløb for min interesse for mekaniske ure, der har varet i mange år efterhånden. Det er fedt at kunne dele min interesse og erfaringer med andre ligesindede, og forhåbentlig få nye interesserede med på vognen.

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.