3 Comments

Anmeldelse: Urkasse fra LINDENÆS of Denmark

Lindenæs urkasse

Tilbage i maj anmeldte jeg denne urkasse fra Luxbox.dk. Nu er det igen tid til at se nærmere på en urkasse fra Luxbox. Denne gang er der tale om en kasse fra deres nye LINDENÆS of Denmark sortiment. I forhold til de tidligere modeller, lader de nye til at være blevet opdateret med et par lækre detaljer, ligesom det er mit indtryk, at finishen har fået et lille nyk opad. Den model jeg har på testbænken idag, er versionen betrukket med læder og plads til 10 ure.

Lindenæs urkasse
Således tager urkassen fra Lindenæs sig ud “right out of the box”.

Urkassen kommer også i en udgave med glaslåg, hvis man er til det. Vælger man den testede version uden glaslåg, sidder der to store lommer i låget. Disse er også udført i læder. Det er rart at kunne udstille sine ure gennem et glaslåg, men det er utrolig praktisk med de to lommer. De passer perfekt til at opbevare remme, lidt værktøj, papirer/ certifikater og hvad man nu ellers har af tilbehør. Personligt synes jeg, at det giver et mere stilrent look uden glaslåg, men det er jo smag og behag. Prisen er 1149,- for modellen med glaslåg og 1199,- for modellen uden, så forskellen er til at overse.

Lindenæs urkasse
Praktiske lommer til opbevaring af tilbehør.

Imellem låget og rummene til ure sidder der et stykke filt, så ens dyrebare ure ikke bliver ridset af eventuelt værktøj eller andet man har opbevaret i låget. Dejligt at der er tænkt over detaljerne. En anden detalje, der skal have et ord med på vejen er låsen. I min forrige anmeldelse af en urkasse fra Luxbox var en af mine kritikpunkter låsen, hvorfor det var rart at se at netop låsen har fået en opdatering på de nye modeller. De nye låse virker mere robuste og giver et helt andet indtryk af kvalitet.

Lindenæs urkasse
Et skud af urkassen med indhold.

Det overordnede kvalitetsindtryk er også i orden. Både udenpå og indeni er alt betrukket med læder, hvilket giver et rigtig lækkert feel. Der er benyttet ægte kernelæder til det udvendige, mens det indvendige interiør er PU-læder (kunstlæder). De små puder til at holde urene er også udført i kunstlæder. Dog ærger det mig lidt, at de skal være så store. Hvis man har smalle håndled, kan man godt få problemer med at ens urlænker ikke kan lukkes omkring puderne, hvilket er lidt en skam. Det er nok de færreste, der vil opleve det som et problem, men der er ingen praktisk grund til, at puderne skal have så stor omkreds. Hvad angår breden på puderne er den fin og kan sagtens klare de store dykkere på 45 mm og opefter.

Lindenæs urkasse
Et sidste skud med låget lukket. Elegant og stilrent design.

Jeg er overordnet meget tilfreds med kvaliteten af kassen fra LINDENÆS of Denmark. Læderet giver et eksklusivt feel og et meget elegant udssende. Det er bestemt ikke en kasse jeg ville skamme mig over at have stående fremme. De ekstra lommer til tilbehør er også en god feature, så man kan opbevare de mest nødvendige værktøjer. Det er rart, hvis man lige vil smide en anden rem på, inden man smutter ud af døren om morgenen. Udover at puderne er en anelse til den store side, har jeg intet at udsætte på kassen fra LINDENÆS of Denmark og jeg kan bestemt anbefale den, hvis man er ude efter en lækker julegave til sig selv 😉 Kassen kan købes hos Luxbox.dk og koster 1299,-.

Hej, mit navn er Morten! Jeg har startet uretiltiden.dk for at få afløb for min interesse for mekaniske ure, der har varet i mange år efterhånden. Det er fedt at kunne dele min interesse og erfaringer med andre ligesindede, og forhåbentlig få nye interesserede med på vognen.

3 Comments

Leave a Comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.